Sådan arbejder vi…

Hvert år i november arrangerer Danmarks Teaterforeninger (paraplyorganisation for landets teaterforeninger) et teaterseminar over tre dage i forskellige byer i Danmark.

Hele bestyrelsen deltager, og det er en principiel forudsætning for at blive medlem af bestyrelsen, at man kan deltage i årets teaterseminar. Programmet for et teaterseminar rummer bl.a. indlæg og debat om aktuelle emner inden for teater. Der vises nyskabende forestillinger, og som det allervigtigste: Teaterproducenterne præsenterer de forestillinger, der sendes på turne i den efterfølgende sæson. Hvert bestyrelsesmedlem har til opgave at sammensætte sit eget repertoire. Det forelægges hele bestyrelsen, der diskuterer de enkeltes repertoire-forslag og i givet fald stemmer om en forestilling skal på vores repertoire eller ej. Det vil sige, at det repertoire, teaterforeningen præsenterer for alle, er hele bestyrelsens repertoire.

Så skal formanden forhandle kontrakterne på plads, og brochureudvalget skal i gang med den nye brochure, der skal være klar til udsendelse i begyndelsen af maj måned. Fastlæggelsen af sæsonrepertoiret og udarbejdelsen af sæsonbrochuren er nogle af bestyrelsens store opgaver. Men der er også andre opgaver, der skal varetages i løbet af en teatersæson.

Skoleudvalget har kontakt til udannelsesinstitutioner i området – f.eks. efterskoler, gymnasiale uddannelsesinstitutioner og videregående uddannelsesinstitutioner. Skoleudvalgets arbejde er at gøre opmærksom på, at teateroplevelser også er for unge. I foråret inviterer skoleudvalget kontaktpersonerne fra de forskellige skoler og uddannelsesinstitutioner til et informationsmøde, hvor særligt udvalgte forestillinger fra det kommende repertoire præsenteres. Skolesamarbejdet har resulteret i, at mange unge i de seneste år har fået teateroplevelser som et led i deres uddannelse/skolegang.

Gennem hele teatersæsonen gør bestyrelse løbende publikum opmærksom på de aktuelle forestillinger. Det foregår gennem opsætning af plakater, udsendelse af nyhedsbreve, presseomtaler og annoncering.

Arbejdsopgaverne for bestyrelsen for Sønderborg Teaterforening er mangeartede. Når en ny teatersæson starter i september måned, går der kun 2 måneder, før arbejdet med den kommende sæson starter. Når en sæson slutter i april måned, er den nye sæsonbrochuren klar til udsendelse i maj måned.

I løbet af teatersæsonen evaluerer bestyrelsen hver enkelt forestilling ud fra en karakterskala fra 1 til 6, for at få en status på, om forestillingen lever op til forventningerne.