De lystige koner

En perlerække af førende danske skuespillere medvirker i Folketeatrets turnèpremiere på “De lystige koner” i Sønderborg lørdag den 20. januar kl. 19.30 i Sønderborg Teater

Komedien er skrevet af William Shakespeare og har spillet for fulde huse i Folketeatret i København

Fruerne Fjord og Pagh spillet af Camilla Bendix og Mette Horn er et par saftige borgerkoner i deres bedste alder. De formelig strutter af liv og lyst, mens deres ægtemænd er en smule vindtørre. Så da den adelige levemand Falstaff gør kur til dem begge, kribler det i dem. Falstaff er afdanket og forarmet, men har stadig en vis charme i behold, som han selv nærer stor tiltro til.

Konerne udsætter ham for den ene morsomme og latterlige lærestreg efter den anden godt hjulpet på vej af den ivrige koblerske, Madam Rap, som også bestyrer intrigerne omkring komediens unge par, fru Paghs datter samt en række umulige og tåbelige bejlere. De ældres beregnende kærlighedsintriger flettes sammen med kampen for, at den unge, uskyldige kærlighed skal sejre. Komediens mænd og koner har modsatrettede interesser, og de driftige koner sætter gang i løjer, der skal sikre, at kvinderne får deres vilje til slut. Så kan mændene lære det, kan de!

 

Komedie af William Shakespeare oversat af Niels Brunse og bearbejdet af Frede Gulbrandsen og Ninette Mulvad

Medvirkende: Tom Jensen, Mette Horn, Camilla Bendix, Jesper Asholt, Kristian Halken, Lisbeth Gajhede, Asger Reher, Søren Hauch-Fausbøll m.fl. i alt 14 medvirkende

Instruktion: Frede Gulbrandsen