Hvorfor gå i teater?

Vort nye bestyrelsesmedlem Lars spurgte nysgerrigt om, hvad der er særligt tillokkende ved at gå i teater. Det er vist det, man kalder et godt spørgsmål. Det er kun publikum, der kan give svaret! Alligevel mener vi at kende overskrifterne på svarene. Vi vil have oplevelser. Vi vil grine, græde, nynne og være stille sammen. De følelser forstærkes af, at der er rigtige mennesker på scenen – oftest omkranset af spændende scenografi.

Forestillinger i 2018/19

Vi går en sæson i møde, hvor Lars får lov til at opleve det hele. Der er 25 vidt forskellige forestillinger – heraf 5 på Alsion. Her skal nævnes Carmen, Mød mig på Cassiopeia, Sigurds Danmarkshistorie, Musik & Eventyr, Emil fra Lønneberg og Elsker dig for evigt med dans til live sang af Pernille Rosendahl. Der er mange flere, som er grundigt omtalt på de følgende sider og opført på bestillingskuponen midt i programmet.

Vi tager også forskud på sæson 2019/20 med den populære musical Lyset over Skagen, som der kan købes billetter til fra 16. maj 2018.

Billetpriser på en helt ny måde

Vi prøver hver sæson at skabe konkurrencedygtige billetpriser. Alligevel er der teatergængere, der synes, at det er for dyrt at gå i teater, eller at det er billigere andre steder.
Vi prøver at imødekomme kritikken ved at omstrukturere vor prispolitik. Vi ophører med de hidtidige rabatordninger. Vi ophører samtidig med husstandsomdeling af vort program. Det sendes fremover alene til de, der har bestilt billetter i de seneste 2 sæsoner. Yderligere programmer kan bl.a. afhentes på biblioteker og i turistbureauer.
Den besparelse, der opnås, bruges til sænkning af priserne og indførelse af en Teaterpakke med ret til at købe 10 forskellige forestillinger med rabat – se under billetpriser. Bemærk også, at der er de anførte billige priser frem til 16. september, hvorefter der sker en stigning på 30 kr. pr. voksenbillet.

Lyset over Skagen spiller en ekstra forestilling på Alsion

Sønderborg Teaterforening har totalt udsolgt til forestillingen Lyset over Skagen som opføres i Koncertsalen på Alsion tirsdag 24. september 2019 kl. 19.30. Der er solgt 750 billetter og etableret en venteliste for potentielle billetkøbere.

Til dem er der godt nyt. Det er et lykketræf, at både turneplanen og Koncertsalen ikke har noget i kalenderen mandag 23. september 2019. Teaterforeningen har aftalt med producenten Danske Musicals, at der etableres en ekstra forestilling.

Handlingen foregår på ”Toppen af Danmark” ved det forrige århundredeskifte. I medvind og strid blæst skildres fisker- og kunstnerlivet. Især ægteparret Marie og P.S.Krøyer giver forestillingen et dramatisk drive. Blandt de atten medvirkende skuespillere og de otte musikere finder man bl.a. Silke Biranell, Jesper Lundgaard, Anders Birchow og Joachim Knop.

Sønderborg Teaterforening har for en del år siden vist forestillingen. Også den gang var det på tale at etablere en ekstra forestilling. Her kunne man ikke få tingene til at passe sammen.

Der kan læses mere om forestillingen og bestilles billetter på www.sonderborgteaterforening.dk