Vedtægter
Sønderborg Teaterforenings vedtægter
§ 1.
Foreningens navn er ”Sønderborg Teaterforening”.
Foreningens hjemsted er Sønderborg.
Foreningen er medlem af Danmarks Teaterforeninger.
§ 2.
Teaterforeningens formål er at administrere teaterlovens bestemmelser med henblik på at fremme og udvikle teaterinteressen med et alsidigt repertoire bestående af klassisk og nutidigt samt eksperimenterende scenekunst. Herudover bør teaterforeningen tilbyde forestillinger uden for abonnement for børn og voksne.
Foreningens overskud anvendes udelukkende til foreningens formål.
Teaterforeningen kan dog medvirke til at skabe tilfredsstillende bygningsmæssige og tekniske forhold for teatret, ligesom foreningen kan medvirke til at skabe og øge interessen for andre kulturelle aktiviteter.
Teaterforeningen samarbejder med kulturudvalget i Sønderborg Kommune.
§ 3.
Foreningen fastlægger de abonnementsordninger, der skal være gældende, idet der kan etableres samarbejde med andre teaterforeninger og udbydere af teater. Ved fastlæggelsen bør der tages hensyn til sikring af rabat ved samlet køb af flere forestillinger.
Der bør endvidere rettes formidlingsaktiviteter mod børn og unge samt grupper, der sjældent kommer i teatret.
Medlemskab er åbent for alle og er en forudsætning for at tegne abonnement.
Bestyrelsen fastsætter medlems- og abonnementsgebyr.
§ 4.
Teaterforeningens indtægter er medlems- og abonnementsgebyrer, billetsalg og kulturtilskud fra stat og kommune. Bestyrelsen kan indgå aftaler om sponsorater.
§ 5.
Foreningens medlemmer (abonnenterne) og bestyrelsesmedlemmerne hæfter ikke personligt for teaterforeningens forpligtelser.
§ 6.
Foreningens bestyrelse består af 7 til 9 medlemmer og søges sammensat af personer med bredest mulig tilknytning til det lokale miljø. Det bør om muligt tilstræbes, at bestyrelsen tilsammen repræsenterer teaterfaglig, kunstnerisk, ledelsesmæssig, markedsføringsmæssig, økonomisk og juridisk indsigt.
Bestyrelsesmedlemmer vælges af generalforsamlingen ved simpelt stemmeflertal.
På hvert års generalforsamling er 3 medlemmer på valg. Bestyrelsen fastsætter turnus.
Genvalg kan finde sted.
§ 7.
Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand, kasserer og regnskabsfører samt sekretær og fastsætter sin forretningsorden.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 5 medlemmer deltager. Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Over forhandlingerne føres af sekretæren et beslutningsreferat, der sendes til alle bestyrelsesmedlemmer og revisorer.
Teaterforeningen forpligtes ved formandens underskrift alene eller ved to bestyrelsesmedlemmers underskrift. Bestyrelsen kan meddele prokura.
Bestyrelsen kan ansætte lønnet medhjælp i henhold til godkendt budget.
§ 8.
Teaterforeningens regnskabsår er fra 1. juli til 30. juni. Bestyrelsen forvalter teaterforeningens midler. Bestyrelsen har ansvar for udarbejdelse af regnskaber og budgetter og disses rettidige indsendelse til de tilskudsgivende myndigheder.
Regnskabet revideres af en statsautoriseret revisor, registreret revisor eller anden godkendt revision. En godkendt revision kan være et valgt revisorat bestående af to valgte medlemmer af foreningen. Revisor/revisorat vælges for et år ad gangen.
§ 9.
Generalforsamlingen er teaterforeningens øverste myndighed. Stemmeret på generalforsamlingen har enhver registreret abonnent i den sidst afviklede sæson.
Afstemningen skal ske mundtligt/håndsoprækning, medmindre en af de stemmeberettigede forlanger skriftlig afstemning. Alle beslutninger træffes på generalforsamlingen ved simpelt stemmeflertal.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af september. Der indkaldes til generalforsamling ved bekendtgørelse i et lokalt dagblad eller ugeavis med 14 dages varsel. Bestyrelsen fastsætter mødested og mødetid.
Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal som minimum omfatte følgende:
1. Valg af dirigent.
2. Formanden aflægger bestyrelsens beretning.
3. Det reviderede regnskab for det sidst afsluttede regnskabsår fremlægges til godkendelse.
4. Budget for den nye sæson fremlægges til godkendelse.
5. Indkomne forslag a) fra bestyrelsen, b) fra medlemmerne.
6. Valg af bestyrelse.
7. Valg af revisor.
8. Eventuelt.
Forslag til behandling på generalforsamlingen skal udarbejdes skriftligt og være bestyrelsen i hænde senest den 30. juli. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst 25 medlemmer fremsætter skriftlig begæring herom. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes inden en måned efter bestyrelsens vedtagelse eller medlems-begæring herom.
§ 10.
Beslutning om ændring af vedtægter kræver et kvalificeret flertal på mindst 75 procent af de stemmeberettigede deltagere i generalforsamlingen.
Foreningens ophævelse kan kun træffes, når det sker på to på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 14 dages mellemrum. Vedtagelse på første generalforsamling kræver et kvalificeret flertal på mindst 75 % af de fremmødte stemmeberettigede. Ved 2. generalforsamling kræves alene simpelt flertal til vedtagelse af forslaget.
Ved foreningens ophør eller ophævelse skal dens formue i det hele anvendes i overensstemmelse med foreningens formål, idet fordelingen anvises af den siddende bestyrelse og godkendes af kulturudvalget i Sønderborg Kommune, forinden udlodning kan finde sted.
